Star Terminator Nightmare Galactica Friday Encounters Bill Lord Jaws Fight Snakes Miami Death Instinct Boogie Abyss Reservoir Knight Apocalypse Jurassic Hard Alien Raging Pulp Weapon Toy Lambs
Ugens nottie: Internet censur - nu også i Danmark. Under en velkendt krise udråbte selv den danske statisminister ytringsfriheden som en urokkelig kerneværdi i det danske samfund. Ingen skal have munden lukket af nogen statslig ingriben. Men nu er dobbeltmoralen ankommet i sin tydeligste form. Bestemt ved det danske retsystem skal internettet nu til at censureres. Hvad enten man elsker, hader eller ikke kender til The Pirate Bay, så er det vel ikke særligt betryggende at Danmark nu er placeret i en uheldig kategori sammen med Kina og Kuwait: Lande som udøver censur på internettet overfor befolkningen. Det er nærmere årets nottie.
Ugens goodie: Niko - Lentäjän poika
Niko og de flyvende rensdyr er noget så sjældent som en finsk produceret animationsfilm. Finland er da lidt af en joker - normalt et koldt, gråt anonymt land på verdenskortet. Men så en gang i mellem springer de ud med noget komplet outreret som får alles opmærksomhed: Niko og de flyvende rensdyr er den julefilm som alle de andre ikke produktionsselskaber ikke stod klar med denne jul. Kan finnerne virkelig det...?
Hvorfor ikke? Tag den mest populære karakter fra tegneserieuniverset X-men og giv ham hans egen film. Men ikke nok med det... Tag en non-mainstream instruktør som Gavin Hood (Tsotsi) og giv ham hovedrollen bag kameraet. Der har før været et par gode succestilfælde ved valg som disse. Bryan Singer der stammede fra The Usual Suspects endte med at instruere X-Men 1 + 2, og Christopher Nolan der begyndte med Memento og endte med Batman Begins og Dark Knight. Så jeg venter med positiv forventning til hvad Gavin Hood kan få ud af manden med klinger på knoerne. - Og så er Hugh Jackman heldigvis stadig med på legen.
Ugens nottie: Max Payne - endnu en fuser.
Hvad er det præcist der gør det så fortvivlende svært at lave vellykkede filmmatiseringer over computerspil? Små budgetter, små ambitioner, eller noget helt andet...? Max Payne havde jeg ellers set frem til som en historie der kunne fungere flot på filmlærredet, og Mark Wahlberg virker jo som et selvsikkert valg, men ak - det var endnu om'er. Jovist der findes computerspil-film som er relativt velfungerende, men det helt store og svimlende ud-af-kroppen oplevelse lader sig endnu vente - hvis den overhovedet kommer. Max blev istedet Minimum Payne.
Klipning - det er en filmvidenskabelig disciplin i sig selv. Så hvorfor? - hvorfor er der visse instruktører som har en hang til at lave lange filmsekvenser hvor redigeringen undværes - også kaldet tracking-shots. Det er møg svært, kræver koordinering og timing, og - helt sikkert - mange om'ere. Fejl kan reddes i et klipperum, men visse instruktører beslutter sig en gang imellem for at gøre deres arbejde ekstra svært. Spørgsmålet blev engang stillet ved en undervisningstime i fiktionsteori, og det nærmeste svar vi kunne komme var "demonstration af instruktørens kunstneriske ambition".
Disse one-take tracking-shots er flotte, men samtidig en smule absurde. Flotte, fordi det får publikummet med filmkendskab op af stolene. Kan man for et øjeblik abstrahere fra plottet og istedet forestiller sig sværhedsgraden bag produktionen, så imponeres man. Lidt absurd, for hvis man blot ser filmen for den flygtige underholdnings skyld, så er der gode chancer for at man slet ikke opdager at sekvensen ikke har nogle klip. - Det er jo i forvejen klipperens arbejde at 'skjule' sine klip, og det er publikum forvant med.
Jeg imponeres hver gang jeg opdager en ny kompliceret tracking-shot sekvens. Muligvis kan jeg dele begejstringen ved at fremvise de mest kendte og flotte sekvenser - ikke sagt at jeg kender dem alle, så har du en uopdaget perle, så send gerne en kommentar.
1. Touch Of Evil (Instruktør, Orson Welles).
Varighed: 3 min 20 sek
Klassikeren
At Orson Welles var en engageret filmkunster påviste han allerede i Citizen Kane med det meget flotte og uortodokse kameraarbejde. Stilen er den samme i åbningsscenen af Touch of Evil (Polities Blinde Øje) - en række af små forbundende hændelser og karakerintroduktion der vises i ét langt skud med opbygning til klimaks. Welles har imponerende kontrol over scenens dybdefokus, lyssætning, skygger og sekvensens flow. Og desuden et imponerende kran-løft.
2. Hard Boiled (John Woo)
Varighed: 2 min 40 sek
Ét action klip
Som det ikke er svært nok i forvejen at holde styr på karaktererne, statisterne, kameravinklerne, lyssætningen, kamerafokus og meget andet. John Woo kastede sig ud i den udfodring at lave en actionssekvens uden klipning, men skudsalver, eksplosioner, effekter og masser stuntmænd. Alle underkaster sig en kirurgisk opsat timing for at få dette imponerende tracking-shot til at fungere.
3. Halloween (John Carpenter)
Varighed: 4 min
Den anonyme morder
Ok, der er nok ét klip da Michael tager masken på. - Det vil jeg da næsten antage. Men derudover er denne introsekvens et meget smart og plot-motiveret tracking-shot. Gennem point-of-view identificeres tilskueren med morderen, men tilskueren er også uvist om karakterens identitet. Derfor bliver det ekstra foruroligende da morderens identitet afslutningsvist afsløres. (jeg undgår spoileren)
4. Boggie Nights (P. T. Anderson)
Varighed: 2 min 55 sek
Velkommen til natklubben.
P.T. Anderson er storforbruger af lange komplicerede trackings-shots, og Boggie Nights har da også et par stykker. Mest imponerende er åbningsscenen der introducerer hele persongalerier i et langt skud. Fra det kranbårne kamera der synker ned på gadeniveau, gennem natklubbens hoveddør og ind gennem klubbens mørke lokaler, til dansegulvet og sofarækkerne. Alt imens leveres replikkerne naturligt, men hamrende godt timet, i en serie af sammenhængende og sømløse hændelser. Især lyssætningen må have været enormt udfordrende.
5. Goodfellas (Martin Scorcese)
Varighed: 3 min
Entre til natklubben
Henry Hill og hans date, Karen, stiger ud af bilen, gennem køen, ned af trappen, ind af køkkenindgangen, rundt i køkkenets kaos, ud af køkkenet, ind i natklubbens mørke, bord sættes op, hilser på folk og underholdningen starter.... Ét klip. Scorcese kan sit kram. Det viser han i dette lange, hurtige og meget bevægende tracking-shot der der nærmest overrumpler tilskueren med mange smukke detaljer og forbipasserende personer der lige får en dollar-seddel med på vejen.
6. Kill Bill (Quentin Tarantino) Varighed: 1 min 50 sek
Rundt i klubben
En rigtig engageret filmmager som Tarantino er naturligvis også storforbruger at mange krævende trackingshots. Der er altis mindst ét flot præmie-skud i hver af hans film. Her en en god sag fra Kill Bill, rundt i den japanske natklub, med imponerende kamera-bevægelser der både er jord- og luftbåren.
Andre nævneværdige tracking shots:
The Untouchables (Brian DePalma). Snigmorder træder ind gennem vinduet og eftersøger Malone i hans lejlighed. Point Break (Kathlyn Bigelow). Agent Utah ankommer til FBI's kontor og får en lille rundvisning af chefen. Resevoir Dogs (Quentin Tarantino). Mr. White henter benzin til at hælde ud over den tilfangetagne politimand. Magnolia (P.T. Anderson): Entre til tv-stationen der skiftesvis følger flere af de karakterer hvis veje krydses. Shaun of the Dead (Edgar Wright): To forskellige tracking-shots der viser Shauns slentre-tur til købmanden - før og efter zombie-epidemien
Fra "L.A. Story" - En sjov lille undervurderet film som jeg elskede i 90'erne. Det er en vanvittig og fantasifuld kommentar til Los Angeles og byens pop-kultur, men med en meget elskværdig og respektfuld tone. Og desuden en sød historie om at finde kærlighed i en verden af syntetiske lamper og overfladementalitet.
Her kan du se introen som definerer filmens non-realistiske tone virkelig godt:
Ugens goodie: Outrerede og kreative DVD indpakninger
Alt imens RettighedsAlliancen og Antipirat Gruppen ryster med sablen og truer forbrugerne med bål, brand og juridisk bondefangeri, så findes der stadig folk i industrien der forsøger at få forbrugerne til at købe film på gammeldags facon. - Ud med de kedelige DVD covers og ind med fantasifulde, kreative og overdimensionerede æsker til at huse de tynde skiver. Selvfølgelig er de ofte komplet ubrugelige og præget af dårlig adgang til dvd-skiven - men hey, de prøver da i det mindste at være innovative. Ingen downloaded fil fra nettet kan konkurrerer med disse sjove covers. Credits til marketingsafdelingen!
Ugens nottie: 2,5 liter cola-dunk i biografen.
Hallo - lærte vi slet ikke noget af Super Size Me??? Der sidder man 2 timer i biografsalens mørke fuldstændig fysisk inaktiv og afbrænder 0,001 kalorie i timen, alt imens læberne smører sig om sugerøret på den medbragte dunk indholdende den nette sum af 2,5 liter Coke Zero. Tror man den sukkerfrie sodavand refærdiggører dette scenarium? Stop galskaben!
Steve Griffith fortæller hvordan han under et ferieophold i fortiden opdager, at Jesus' evner måske var blevet overdrevet lidt... (sorry, techno-musikken er tilføjet af en YouTube bruger)
Vi er mange der går og håber på et nyt fast filmprogram på TV, for Go'morgen Danmarks 5 minutters filmanmeldelser hver fredag er langt fra nok. Så hjerteligt velkommen til DR2's nye filmprogram Premiere. Værten Mikkel Munch-Fals er fræk og underholdende, en god formidler og tydeligvis meget filmengageret. Premiere har lidt af den ungdommelige saft og kraft som der fandtes i TV2's gamle filmprogram Filmkanalyen. Desværre ved man, at der hos DR2 er begrænsninger for programmernes max antal sæsoner, så Premiere kører kun på lånt tid. Se det hellere mens det er der. Programmets link: http://www.dr.dk/DR2/premiere
Ugens nottie: DR2's nye filmprogram, "Premiere"
Desværre overrasker Premiere ikke rigtig og er alt for DR-typisk med sin kulturradikale indgangsvinkel til film. Det ligger dybt medfødt i programmets agenda at populærkultur og Hollywood er substansløst og uinteressant, hvorfor der som udgangspunkt kigges nedladende på mainstreamfilm, mens intellektuelle indie- og artfilm som udgangspunkt er gode - eller i det mindste mere interessante. Premiere er netop årsagen til hvorfor så mange almene biografgængere ikke kan døje filmanmeldere. Hvis redaktionen virkeligt vil provokere, så skulle de prøve at give topkarakterer til en rendyrket amerikansk actionfilm.
Ugens goodie:Markedsføring af Rejsen til Saturn Her er ikke blot tale om nye græsgange inden for dansk film - men også sund innovativ markedsføring. Filmens officielle hjemmeside har sjove klip som ikke indgår i selve filmen. Internettet er enestående til denne slags virale kampagner, for hvem kan se de satiriske pseudo-interviews med kendte danskere, uden man lige smider et link videre til sine venner. Det er frækt, uopdragent, uciviliceret - og møghamrende morsomt! Se filmene på hjemmesiden: http://www.rejsentilsaturn.dk/
Ugens nottie:Kampagnefilmene "Drop Kopierne, Bevar Originalerne" Alt respekt for de folk på RettighedsAlliancen som kæmper mod piratkopiering. - Nogen skal jo gøre det. Men er der nogen særlig grund til at deres kampagnefilm er så øretæveindbydende utålelige at det næsten får øjnene til at bløde?? En lille stribe af kendte danske skuespillere spiller dem selv, omgivet af dårligt portræterede almene mennesker, placeret i en dybt forudsigelig og påtvunget komisk situation. Situationen varierer ikke engang i de forskellige film. Tilmed er man mandsopdækket af disse kampagnefilm - i biografen, på dvd'en - ja, tro det eller ej, også som filmanmelder må man belemres med dem, desuden skruet op på en decibel der gør permanent skade på trommehinden. Om'er, om'er, om'er...
Hvis jeg kunne spole tiden tilbage til mine første år på film- og medievidenskab ville jeg havde gjort actionsekvensen til et forskningsprojekt. - Der er noget ved dette film-fænomen som endnu fascinerer mig...
Actionsekvensen er, som det indgår i begrebet, en afgrænset sekvens inden for en større dramaturgi, som indeholder en højere grad af action og intensitet, end den øvrige del af historien. I de bedste tilfælde er actionsekvensen en integreret del af det øvrige plot. I dårligere tilfælde er sekvensen muligvis løsrevet plottet og lettere umotiveret, hvorfor det oftest føles søgt og påhæftet.
Men uanset hvad så tilkendegiver actionsekvensen en kunstnerisk ambition hos instruktøren. - De er enormt krævende at lave, og som regel også meget omkostningsfulde. Det er en sekvens hvor kreativiteten kan få fuld adgang, men også et punkt i filmen hvor gentagelser og plagiering straffes af filmkritikerne og publikummet. - Er det gjort én gang, skal det helst ikke gøres igen. Og bliver der produceres noget helt særligt får sekvensen sit eget liv, og kan måske blive mere berømt end resten af filmen.
Jeg har samlet en liste over de bedste actionsekvenser fra den nyere del af filmhistorien, og beskrevet hvorfor jeg mener netop disse sekvenser er enestående:
1. HEAT: Downtown Shootout - Høj autencitet.
At Michael Mann er en ferm actioninstruktør kommer bedst til udtryk i denne imponerende sekvens. Flot optakt med bankrøveriet og krydsklipning til politiet, som opdager alt for sent at røveriet er påbegyndt. Actionsekvensen starter promte da Val Kimer opdager de ubudne gæste og skyder. Underlægningsmusikken afbrydes i det øjeblik den første salve affyres, og derefter høres næsten kun lyden af skudsalvernes rungende ekko i L.A.'s gader. Kameraet holdes primært vandret i øjenhøjde og befinder sig passivt registrerende med mange flotte totalbilleder. Det registrerende kamera, fraværet af underlægningsmusik og de mange, mange statister er medvirkende til at gøre sekvensen meget autentisk. En virkelig "rustik" actionsekvens.
2. Apocalypse Now: Helikopter angreb - Actionopera.
Taget i betragtning hvor mange kvaler Coppola havde med at skabe denne film, er det forundrende at han kunne skabe en så effektfuld og gennemført actionsekvsens. Men det er naturligvis hverken skudsalverne, ekspolsionerne eller de flotte flyveture med kameraet der gør scenen så unik, men den ubestridelige genistreg at tilføje Wagner's Valyrien som underlægningsmusik til de aggressive krigshandlinger - endda som en del af filmens handling. (Soldaterne tænder selv båndoptageren). Valkyrien blev aldrig den samme musik efter denne sekvens. Dette er et godt eksempel på en actionsekvens der træder ud af filmen og definerer sin helt egen klassikerstatus.
3. The Untouchables: Stairway shootout - Døden på trappen.
Når der optræder en trappe, elevator - eller andre vertikale transportmidler - i en Brian DePalma film ved man med sikkerthed at døden vil gøre sin entré. Denne trappe-actionsekvens er det mest mindeværdige eksempel i instruktørens filmografi. Det en enormt velkoordineret sekvens der bifalder effekten af slowmotion og den abstrakte oplevelse af tid. Kun den skingrende musik og skuddene udgør lydsiden, mens skrigende er stumme. Men det mest særegne ved denne actionsekvens er naturligvis dens reference til Eisenstein og Pansekrydseren Potemkin (Barnevognen er den mest tydelige refererence). På denne måde får DePalma også indskrevet en hyldest til den russiske filmklassiker i sin actionsekvens.
4. The Matrix: Looby shooting spree - Bang, Bang, Propellerheads.
Selvom Wachowski brøderne fik flere økonomiske midler til efterfølgerne af The Matrix, så var der intet der kunne overgå innovationen i denne imponerende actionsekvens. - Et tydlig eksempel på at det er den god ide, der driver værket - ikke pengene. Den har en en flot finish, gennemført kamerabrug, god blanding af realtime og slowmotion sekvenser og en passende komisk tone. Det bedste er imidlertidig hvor meget scenens rytme og passager læner sig op af musiknummeret af Propellerheads. Wachowski brødrene lister sig væk fra den traditionelle filmiske form for actionsekvenser, og skaber noget der nærmere ligner en actionmusikvideo. - Hvis man skruede ned for lydeffekterne og op for musikken, så kunne den næste spilles på MTV.
5. Bullit: San Francisco carchase - 15 minuters vroom vroom!
Steve McQueen trådte selv på speederen i filmhistoriens længste biljagt, hvorfor baggrunden for scenen også har stor betydning. Men det er skam også et studie i hvordan man svejser en helstøbt actionsekvens sammen, og vigtigst af alt; hvordan man motiverer scenen gennem optakten. (Noget som moderne actionfilm oftest glemmer). Grundlæggende er det en duel mellem to biler, og scenen etableres gennem en drilagtig og dialogtom katten-efter-musen leg i San Franciscos gader. Actionsekvensen starter når underlægningsmusikken slutter. Derefter er det et langvarigt - men langt fra kedeligt - racerløb gennem byen. Med fuld tilbedelse for fartdjævelen er der brugt mange totaltbilleder der tydeliggører og understreger hvor hurtigt bilerne reelt kører. Ingen snyd hér. Sekvensen har en masse fejl som filmfans har dyrket og studeret i årevis - bl.a. folkevognen som bilerne passerer op til flere gange. Desuden brugte Ford sekvensen til en reklamefilm da de skulle lancerer Ford Puma. Når en sekvens bliver studeret, genopdaget og refereret så ofte, så manifesterer den sig også i filmhistorien. En meget stilsættende actionsekvens.
6. Terminator 2: truck/moterbike chase - David og Goliat på gaderne.
James Cameron påviste med denne sekvens hvor meget indflydelse god planlægning har på resultatet af en actionsekvens. Tilfædlighederne råder ingen steder og det er ikke en scene der er reddet i klipperummet. Tværtimod bevidner den et stort arbejde preproduktion og storyboard. Hver et klip og hver en kameravinkel er nøje kalkuleret, men uden at det spolerer sekvensens flow og forståelsen for helheden. Jeg er særlig imponeret over hvordan sekvensen forstår at flytte lokationer, og komme fra punkt A til punkt B i en serie af sømløse hændelser. Så hvordan får man transporteret en lastbil ned i en aftøret kanal? - Tja, spørg Cameron - man lader den blot køre ud over kanten. Et rigtig godt surprise-element i sekvensen. Det er samtidig en særlig god detalje, at lastbilen ikke 'bare' eksploderer af sig selv, men det fremvises eksplicit hvordan strømkabler rammer den lækkende benzintank. Måske prøver Cameron at sige noget om logikken i andre actionfilm?
Spielberg var diskret og tilbageholden med at videregive information om tilblivelsen af denne sekvens. Den afgørende ide er, at man skal tro på det. - Scenen har historisk oprindelse, så derfor må publikums bevidsthed ikke sløres af baggrundsviden om CGI og kunstige effekter - som sekvensen helt sikkert er proppet med. Der er en sekvens som meget beror på oplevelsen i øjenhøjde. Kameraet har fået "monteret" både øjne og ører som publikummets sanser kan forene sig med. Med lidt fotografiske tricks og meget håndholdt kamera fremmer Spielberg den impressionistiske oplevelse af krigsaktionen. - Så han dokumenterer ikke så meget hvad der skete, men nærmere hvordan det føles. Til sidst virker det som om både soldaterne, publikummet og kameraet er udmattede, så farverne og lyset udtværes i mystiske vertikale linier. Det er en meget effektfuld og sanseligt pågående actionsekvens med et klart foreliggende formål.
Meget ukonventionelt har Spielberg valgt at placere denne sekvens i starten af filmen, fremfor at lade den udgøre filmens finale. Men på den anden side: Når man fyrer de bedste knaldperler af i starten, så er publikum fra starten "forført af filmen" og lever sig bedre ind i miljøet.
8. Die Hard: Rooftop carnage - Blow the roof... no, really - blow it!
Det forundrer mig stadig at Die Hard, med sine mange år på bagen, stadig giver baghjul til de fleste moderne og økonomisk funderede actionfilm. Det var æraen før CGI effekter, hvor special-effect holdet gjorde en dyd ud af flotte eksplosioner og hvor stuntmænd virkelig fik testet sikkerhedslinen. Hele forløbet i Die Hard bygger op til finalens flammeinferno der foregår på toppen af skyskraberen, Nakatomi Tower. Filmholdet demonstrerer på alle måder deres engagement ved at understrege ægtbarheden i filmens pay-off. Ingen snyd og ingen miniature effekter. Efter McClanes flugt fra ignorante skydegale FBI-agenter, sprænger terroristerne hele bygningens loft i luften. I et par sekunder ses bygningen på afstand, med den padehatte-formede flammekugle på toppen af bygningen, så man kan se totaliteten i hændelserne. Herefter følger gode detaljer og over-top action. Efter McClane mirakuløst overlever FBI's maskinkanoner, en kæmpe eksplosion, bungee-jump fra bygningen med en brandslange om livet, og skudt sig vej ind i en underlæggende etage, så kommer den lille komiske prikken-over-i'et: McClane må kæmpe for ikke at blive trukket ud af vinduet af brandslangens metal-holder som fulgte med over kanten. Så midt i dette eksplosive "ego show-off" har filmholdet stadig selvironi nok til denne humoristiske finale på sekvensen.
9. Braveheart: Battle of Stirling - Hammerslag og blodstænk.
Den store historiske slagscene har altid været en af filmmediets mest krævende svendeprøver. Der kræves uhyrlig grundig koordinering, et godt overblik, kostumer og rekvisitter i uendelige mængder, og mange, mange samarbejdsvillige statister. Fra Spartacus, Gladiator og Kingdom of Heaven til The Last Samurai, Naria og Lord of the Rings - slagscenen er central. Men i 1995 tromlede Mel Gibsen med skotsternet kilt og blå ansigtsmaling ind på banen og demonstrede hvordan sådan en sekvens skal skrues sammen. To hærer skal ikke bare mødes og kæmpe - de skal kollidere. Jeg husker hvordan sekvensen skabte måbende ansigter hos publikum, der var fuldstændig paralyserede over graden ef eksplicit vold. - Der blev snakket og snakket om Mel Gibson's Braveheart - og volden var et gentagende samtaleemne. - Alle husker især de famøse blodstænk der ramte kameralinsen. Sekvensen er mest effektiv i sin evne til at omslutte publikummet, og inddrage tilskueren midt i slagmarken. Vi er ikke beskuere sidende i behagelig afstand fra hændelserne, men nærmere kastet ind i smerten, blodudgydelserne og den dyriske mentalitet. Det er en actionsekvens som har mere saft og kraft end de fleste actionsekvenser formår at præstere.
10. Star Wars Episode IV: Intro battle - Stort, større, størst, endnu større...
Lucas vidste at hvis han skulle sælge den noget uortodokse præmis med et rumeventyr til et biografpublikum, så måtte han forføre og forblænde dem fra første minut. Det ville være den vigtigste sekvens i hele filmen. Og det gjorde han så til en grade-A. Enhver potentiel skepcis sprænges i stykker i det øjeblik man vidner imperiets stjernekrydser paserer os hen over hovederne. - Som en omnimaxoplevelse på en fladt lærred. Det er en actionsekvens som i sit eget sublime væsen tilrager sig alle psykisk kognitive reaktioner: Øjne der spærres op og ufrivillig åben mund. Sekvensen er kortvarig men fantastisk opbygget i form af det lille rumskib der jagtes af en gigantisk stjernekrydser med et størelsesforhold der sekund for sekund vokser på billedet. Det et effektiv surprise element, idet kryderens størrelsesfohold tilbageholdes fra publikum, hvorefter det gradvist afsløres hvor stort det hele er.
Sekvensen imprinter sig så meget i hukommelsen at den fuldstændig lever for sig selv - og kan derfor nydes uden at man forpligter sig resten filmen. En så prominent actionsekvens bliver naturligvis også citeret rigeligt i andre film, for hvem husker ikke Mel Brooks fantastiske intro i Spaceballs??
I 2007 blev jeg opsnappet på Scope.dk af en bruger som søgte nogle filmanmeldere til Filmnet.dk. Jeg havde både tiden og lysten, og idet jeg skulle til at påbegynde mit speciale, som også omhandlede filmanmeldere, fik jeg en god praktisk erfaring og en god kontaktflade jeg kunne drage nytte af.
Jeg anmelder stadig, for jeg elsker det - og gør det gratis. Det er en spændende skrive- og formidlingsproces at anmelde film og jeg får gode muligheder for at vurdere kritikerens rolle og betydning.
Engang imellem har jeg bøffet i det... Det er anmelderens mantra ikke at lave alt for kommercielle sætninger, for distributionsselskaberne tager ofte citater fra positive anmelder og bruger det i markedsføringen. Dette er en acceptabel symbiose mellem anmelderen og industrien, men blandt amerikanske filmkritikere findes begrebet "quote whore" der definerer anmeldere som præfabrikere rappe citater, der nemt kan tages ud af anmeldelsens kontekts. Eksempelvis "tour de force" eller "rollercoaster thrillride" er klassiske eksempler.
Enkelte gange har jeg selv været så fascineret over en film, at jeg fandt aftrækkeren og skød et rigtig sælger-citat af. Eksempelvis (om Death Proof) "Tarantino har fyldt nok blyholdig benzin på tanken til at blæse hovederne af publikum". SF-film snuppede den, brugte den i al markedsføringen og trykte det på dvd-coveret. Set i bakspejlet var citatet måske nok lidt corny.
Flere film... I dag har jeg anmeldt 61 forskellige film, både biograf- og dvd-film, plus lidt øvrige tv-serier og konsolspil. Anmeldelserne ligger stadig på http://www.filmnet.dk/ men nogle har tabt billederne pga. tidligere serverflytning.
Listen er i kronologisk rækkefølge baseret på udgivelsestidspunkt (de ældste først).
En tilfældig aften så jeg denne noget usædvanlige Kanye West musikvideo i fjernsynet, og blev fanget af dens simplicitet, dystre toner, mærkelige abstrakte præmis og umotiverede slutning. Det er en lille abstrakt, nærmest surreal, kortfilm med et simpelt plot der udvikler sig ret spændende og grotesk - derfor advarslen i introduktionen.
Musikvideon er kun 2.53 minutter lang, selvom nummeret på hans album er 3.57 - så lidt usædvanligt er musikken blevet cuttet i forhold til orginalnummeret. Videoen har blot to klip, og tre kameraindstilninger, så alt i alt er den en meget ukonventionelt form.
Jeg har en fascination for denne slags uortodokse musikvideoer - og særligt når et typisk mainstream navn overraskende bryder genrekonventionerne. Og naturligvis er det ikke disse videoer som bliver vist på MTV i dagtimerne.
Prøv at se den - den kræver sikkert et gensyn for lige at sluge den...
Niko og de flyvende rensdyr er noget så sjældent som en finsk produceret animationsfilm. Finland er da lidt af en joker - normalt et koldt, gråt anonymt land på verdenskortet. Men så en gang i mellem springer de ud med noget komplet outreret som får alles opmærksomhed: Niko og de flyvende rensdyr er den julefilm som alle de andre ikke produktionsselskaber ikke stod klar med denne jul. Kan finnerne virkelig det...?
