Actionsekvensen er, som det indgår i begrebet, en afgrænset sekvens inden for en større dramaturgi, som indeholder en højere grad af action og intensitet, end den øvrige del af historien. I de bedste tilfælde er actionsekvensen en integreret del af det øvrige plot. I dårligere tilfælde er sekvensen muligvis løsrevet plottet og lettere umotiveret, hvorfor det oftest føles søgt og påhæftet.
Men uanset hvad så tilkendegiver actionsekvensen en kunstnerisk ambition hos instruktøren. - De er enormt krævende at lave, og som regel også meget omkostningsfulde. Det er en sekvens hvor kreativiteten kan få fuld adgang, men også et punkt i filmen hvor gentagelser og plagiering straffes af filmkritikerne og publikummet. - Er det gjort én gang, skal det helst ikke gøres igen. Og bliver der produceres noget helt særligt får sekvensen sit eget liv, og kan måske blive mere berømt end resten af filmen.
Jeg har samlet en liste over de bedste actionsekvenser fra den nyere del af filmhistorien, og beskrevet hvorfor jeg mener netop disse sekvenser er enestående:
1. HEAT: Downtown Shootout - Høj autencitet.
At Michael Mann er en ferm actioninstruktør kommer bedst til udtryk i denne imponerende sekvens. Flot optakt med bankrøveriet og krydsklipning til politiet, som opdager alt for sent at røveriet er påbegyndt. Actionsekvensen starter promte da Val Kimer opdager de ubudne gæste og skyder. Underlægningsmusikken afbrydes i det øjeblik den første salve affyres, og derefter høres næsten kun lyden af skudsalvernes rungende ekko i L.A.'s gader. Kameraet holdes primært vandret i øjenhøjde og befinder sig passivt registrerende med mange flotte totalbilleder. Det registrerende kamera, fraværet af underlægningsmusik og de mange, mange statister er medvirkende til at gøre sekvensen meget autentisk. En virkelig "rustik" actionsekvens.
2. Apocalypse Now: Helikopter angreb - Actionopera.
Taget i betragtning hvor mange kvaler Coppola havde med at skabe denne film, er det forundrende at han kunne skabe en så effektfuld og gennemført actionsekvsens. Men det er naturligvis hverken skudsalverne, ekspolsionerne eller de flotte flyveture med kameraet der gør scenen så unik, men den ubestridelige genistreg at tilføje Wagner's Valyrien som underlægningsmusik til de aggressive krigshandlinger - endda som en del af filmens handling. (Soldaterne tænder selv båndoptageren). Valkyrien blev aldrig den samme musik efter denne sekvens. Dette er et godt eksempel på en actionsekvens der træder ud af filmen og definerer sin helt egen klassikerstatus.
3. The Untouchables: Stairway shootout - Døden på trappen.
Når der optræder en trappe, elevator - eller andre vertikale transportmidler - i en Brian DePalma film ved man med sikkerthed at døden vil gøre sin entré. Denne trappe-actionsekvens er det mest mindeværdige eksempel i instruktørens filmografi. Det en enormt velkoordineret sekvens der bifalder effekten af slowmotion og den abstrakte oplevelse af tid. Kun den skingrende musik og skuddene udgør lydsiden, mens skrigende er stumme. Men det mest særegne ved denne actionsekvens er naturligvis dens reference til Eisenstein og Pansekrydseren Potemkin (Barnevognen er den mest tydelige refererence). På denne måde får DePalma også indskrevet en hyldest til den russiske filmklassiker i sin actionsekvens.
4. The Matrix: Looby shooting spree - Bang, Bang, Propellerheads.
Selvom Wachowski brøderne fik flere økonomiske midler til efterfølgerne af The Matrix, så var der intet der kunne overgå innovationen i denne imponerende actionsekvens. - Et tydlig eksempel på at det er den god ide, der driver værket - ikke pengene. Den har en en flot finish, gennemført kamerabrug, god blanding af realtime og slowmotion sekvenser og en passende komisk tone. Det bedste er imidlertidig hvor meget scenens rytme og passager læner sig op af musiknummeret af Propellerheads. Wachowski brødrene lister sig væk fra den traditionelle filmiske form for actionsekvenser, og skaber noget der nærmere ligner en actionmusikvideo. - Hvis man skruede ned for lydeffekterne og op for musikken, så kunne den næste spilles på MTV.
5. Bullit: San Francisco carchase - 15 minuters vroom vroom!
Steve McQueen trådte selv på speederen i filmhistoriens længste biljagt, hvorfor baggrunden for scenen også har stor betydning. Men det er skam også et studie i hvordan man svejser en helstøbt actionsekvens sammen, og vigtigst af alt; hvordan man motiverer scenen gennem optakten. (Noget som moderne actionfilm oftest glemmer). Grundlæggende er det en duel mellem to biler, og scenen etableres gennem en drilagtig og dialogtom katten-efter-musen leg i San Franciscos gader. Actionsekvensen starter når underlægningsmusikken slutter. Derefter er det et langvarigt - men langt fra kedeligt - racerløb gennem byen. Med fuld tilbedelse for fartdjævelen er der brugt mange totaltbilleder der tydeliggører og understreger hvor hurtigt bilerne reelt kører. Ingen snyd hér.
Sekvensen har en masse fejl som filmfans har dyrket og studeret i årevis - bl.a. folkevognen som bilerne passerer op til flere gange. Desuden brugte Ford sekvensen til en reklamefilm da de skulle lancerer Ford Puma. Når en sekvens bliver studeret, genopdaget og refereret så ofte, så manifesterer den sig også i filmhistorien. En meget stilsættende actionsekvens.
6. Terminator 2: truck/moterbike chase - David og Goliat på gaderne.
Link: http://www.youtube.com/watch?v=yvVOSdoBC-w
James Cameron påviste med denne sekvens hvor meget indflydelse god planlægning har på resultatet af en actionsekvens. Tilfædlighederne råder ingen steder og det er ikke en scene der er reddet i klipperummet. Tværtimod bevidner den et stort arbejde preproduktion og storyboard. Hver et klip og hver en kameravinkel er nøje kalkuleret, men uden at det spolerer sekvensens flow og forståelsen for helheden. Jeg er særlig imponeret over hvordan sekvensen forstår at flytte lokationer, og komme fra punkt A til punkt B i en serie af sømløse hændelser.
Så hvordan får man transporteret en lastbil ned i en aftøret kanal? - Tja, spørg Cameron - man lader den blot køre ud over kanten. Et rigtig godt surprise-element i sekvensen. Det er samtidig en særlig god detalje, at lastbilen ikke 'bare' eksploderer af sig selv, men det fremvises eksplicit hvordan strømkabler rammer den lækkende benzintank. Måske prøver Cameron at sige noget om logikken i andre actionfilm?
7. Saving Private Ryan: D-day invasion. - Impressionistisk action.
Spielberg var diskret og tilbageholden med at videregive information om tilblivelsen af denne sekvens. Den afgørende ide er, at man skal tro på det. - Scenen har historisk oprindelse, så derfor må publikums bevidsthed ikke sløres af baggrundsviden om CGI og kunstige effekter - som sekvensen helt sikkert er proppet med. Der er en sekvens som meget beror på oplevelsen i øjenhøjde. Kameraet har fået "monteret" både øjne og ører som publikummets sanser kan forene sig med. Med lidt fotografiske tricks og meget håndholdt kamera fremmer Spielberg den impressionistiske oplevelse af krigsaktionen. - Så han dokumenterer ikke så meget hvad der skete, men nærmere hvordan det føles. Til sidst virker det som om både soldaterne, publikummet og kameraet er udmattede, så farverne og lyset udtværes i mystiske vertikale linier. Det er en meget effektfuld og sanseligt pågående actionsekvens med et klart foreliggende formål.
Meget ukonventionelt har Spielberg valgt at placere denne sekvens i starten af filmen, fremfor at lade den udgøre filmens finale. Men på den anden side: Når man fyrer de bedste knaldperler af i starten, så er publikum fra starten "forført af filmen" og lever sig bedre ind i miljøet.
8. Die Hard: Rooftop carnage - Blow the roof... no, really - blow it!
Det forundrer mig stadig at Die Hard, med sine mange år på bagen, stadig giver baghjul til de fleste moderne og økonomisk funderede actionfilm. Det var æraen før CGI effekter, hvor special-effect holdet gjorde en dyd ud af flotte eksplosioner og hvor stuntmænd virkelig fik testet sikkerhedslinen. Hele forløbet i Die Hard bygger op til finalens flammeinferno der foregår på toppen af skyskraberen, Nakatomi Tower. Filmholdet demonstrerer på alle måder deres engagement ved at understrege ægtbarheden i filmens pay-off. Ingen snyd og ingen miniature effekter. Efter McClanes flugt fra ignorante skydegale FBI-agenter, sprænger terroristerne hele bygningens loft i luften. I et par sekunder ses bygningen på afstand, med den padehatte-formede flammekugle på toppen af bygningen, så man kan se totaliteten i hændelserne.
Herefter følger gode detaljer og over-top action. Efter McClane mirakuløst overlever FBI's maskinkanoner, en kæmpe eksplosion, bungee-jump fra bygningen med en brandslange om livet, og skudt sig vej ind i en underlæggende etage, så kommer den lille komiske prikken-over-i'et: McClane må kæmpe for ikke at blive trukket ud af vinduet af brandslangens metal-holder som fulgte med over kanten. Så midt i dette eksplosive "ego show-off" har filmholdet stadig selvironi nok til denne humoristiske finale på sekvensen.
9. Braveheart: Battle of Stirling - Hammerslag og blodstænk.
Den store historiske slagscene har altid været en af filmmediets mest krævende svendeprøver. Der kræves uhyrlig grundig koordinering, et godt overblik, kostumer og rekvisitter i uendelige mængder, og mange, mange samarbejdsvillige statister. Fra Spartacus, Gladiator og Kingdom of Heaven til The Last Samurai, Naria og Lord of the Rings - slagscenen er central. Men i 1995 tromlede Mel Gibsen med skotsternet kilt og blå ansigtsmaling ind på banen og demonstrede hvordan sådan en sekvens skal skrues sammen. To hærer skal ikke bare mødes og kæmpe - de skal kollidere.
Jeg husker hvordan sekvensen skabte måbende ansigter hos publikum, der var fuldstændig paralyserede over graden ef eksplicit vold. - Der blev snakket og snakket om Mel Gibson's Braveheart - og volden var et gentagende samtaleemne. - Alle husker især de famøse blodstænk der ramte kameralinsen.
Sekvensen er mest effektiv i sin evne til at omslutte publikummet, og inddrage tilskueren midt i slagmarken. Vi er ikke beskuere sidende i behagelig afstand fra hændelserne, men nærmere kastet ind i smerten, blodudgydelserne og den dyriske mentalitet. Det er en actionsekvens som har mere saft og kraft end de fleste actionsekvenser formår at præstere.
10. Star Wars Episode IV: Intro battle - Stort, større, størst, endnu større...
Lucas vidste at hvis han skulle sælge den noget uortodokse præmis med et rumeventyr til et biografpublikum, så måtte han forføre og forblænde dem fra første minut. Det ville være den vigtigste sekvens i hele filmen. Og det gjorde han så til en grade-A. Enhver potentiel skepcis sprænges i stykker i det øjeblik man vidner imperiets stjernekrydser paserer os hen over hovederne. - Som en omnimaxoplevelse på en fladt lærred. Det er en actionsekvens som i sit eget sublime væsen tilrager sig alle psykisk kognitive reaktioner: Øjne der spærres op og ufrivillig åben mund. Sekvensen er kortvarig men fantastisk opbygget i form af det lille rumskib der jagtes af en gigantisk stjernekrydser med et størelsesforhold der sekund for sekund vokser på billedet. Det et effektiv surprise element, idet kryderens størrelsesfohold tilbageholdes fra publikum, hvorefter det gradvist afsløres hvor stort det hele er.
Sekvensen imprinter sig så meget i hukommelsen at den fuldstændig lever for sig selv - og kan derfor nydes uden at man forpligter sig resten filmen. En så prominent actionsekvens bliver naturligvis også citeret rigeligt i andre film, for hvem husker ikke Mel Brooks fantastiske intro i Spaceballs??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar