One shot - One kill... De bedste tracking-shots.

Klipning - det er en filmvidenskabelig disciplin i sig selv. Så hvorfor? - hvorfor er der visse instruktører som har en hang til at lave lange filmsekvenser hvor redigeringen undværes - også kaldet tracking-shots. Det er møg svært, kræver koordinering og timing, og - helt sikkert - mange om'ere. Fejl kan reddes i et klipperum, men visse instruktører beslutter sig en gang imellem for at gøre deres arbejde ekstra svært. Spørgsmålet blev engang stillet ved en undervisningstime i fiktionsteori, og det nærmeste svar vi kunne komme var "demonstration af instruktørens kunstneriske ambition".

Disse one-take tracking-shots er flotte, men samtidig en smule absurde. Flotte, fordi det får publikummet med filmkendskab op af stolene. Kan man for et øjeblik abstrahere fra plottet og istedet forestiller sig sværhedsgraden bag produktionen, så imponeres man. Lidt absurd, for hvis man blot ser filmen for den flygtige underholdnings skyld, så er der gode chancer for at man slet ikke opdager at sekvensen ikke har nogle klip. - Det er jo i forvejen klipperens arbejde at 'skjule' sine klip, og det er publikum forvant med.

Jeg imponeres hver gang jeg opdager en ny kompliceret tracking-shot sekvens. Muligvis kan jeg dele begejstringen ved at fremvise de mest kendte og flotte sekvenser - ikke sagt at jeg kender dem alle, så har du en uopdaget perle, så send gerne en kommentar.

1. Touch Of Evil (Instruktør, Orson Welles).

Varighed: 3 min 20 sek

Klassikeren


At Orson Welles var en engageret filmkunster påviste han allerede i Citizen Kane med det meget flotte og uortodokse kameraarbejde. Stilen er den samme i åbningsscenen af Touch of Evil (Polities Blinde Øje) - en række af små forbundende hændelser og karakerintroduktion der vises i ét langt skud med opbygning til klimaks. Welles har imponerende kontrol over scenens dybdefokus, lyssætning, skygger og sekvensens flow. Og desuden et imponerende kran-løft.

2. Hard Boiled (John Woo)

Varighed: 2 min 40 sek

Ét action klip

Som det ikke er svært nok i forvejen at holde styr på karaktererne, statisterne, kameravinklerne, lyssætningen, kamerafokus og meget andet. John Woo kastede sig ud i den udfodring at lave en actionssekvens uden klipning, men skudsalver, eksplosioner, effekter og masser stuntmænd. Alle underkaster sig en kirurgisk opsat timing for at få dette imponerende tracking-shot til at fungere.

3. Halloween (John Carpenter)

Varighed: 4 min

Den anonyme morder

Ok, der er nok ét klip da Michael tager masken på. - Det vil jeg da næsten antage. Men derudover er denne introsekvens et meget smart og plot-motiveret tracking-shot. Gennem point-of-view identificeres tilskueren med morderen, men tilskueren er også uvist om karakterens identitet. Derfor bliver det ekstra foruroligende da morderens identitet afslutningsvist afsløres. (jeg undgår spoileren)

4. Boggie Nights (P. T. Anderson)

Varighed: 2 min 55 sek

Velkommen til natklubben.

P.T. Anderson er storforbruger af lange komplicerede trackings-shots, og Boggie Nights har da også et par stykker. Mest imponerende er åbningsscenen der introducerer hele persongalerier i et langt skud. Fra det kranbårne kamera der synker ned på gadeniveau, gennem natklubbens hoveddør og ind gennem klubbens mørke lokaler, til dansegulvet og sofarækkerne. Alt imens leveres replikkerne naturligt, men hamrende godt timet, i en serie af sammenhængende og sømløse hændelser. Især lyssætningen må have været enormt udfordrende.

5. Goodfellas (Martin Scorcese)

Varighed: 3 min

Entre til natklubben


Henry Hill og hans date, Karen, stiger ud af bilen, gennem køen, ned af trappen, ind af køkkenindgangen, rundt i køkkenets kaos, ud af køkkenet, ind i natklubbens mørke, bord sættes op, hilser på folk og underholdningen starter.... Ét klip. Scorcese kan sit kram. Det viser han i dette lange, hurtige og meget bevægende tracking-shot der der nærmest overrumpler tilskueren med mange smukke detaljer og forbipasserende personer der lige får en dollar-seddel med på vejen.

6. Kill Bill (Quentin Tarantino)
Varighed: 1 min 50 sek

Rundt i klubben

En rigtig engageret filmmager som Tarantino er naturligvis også storforbruger at mange krævende trackingshots. Der er altis mindst ét flot præmie-skud i hver af hans film. Her en en god sag fra Kill Bill, rundt i den japanske natklub, med imponerende kamera-bevægelser der både er jord- og luftbåren.

Andre nævneværdige tracking shots:

The Untouchables (Brian DePalma). Snigmorder træder ind gennem vinduet og eftersøger Malone i hans lejlighed.
Point Break (Kathlyn Bigelow). Agent Utah ankommer til FBI's kontor og får en lille rundvisning af chefen.
Resevoir Dogs (Quentin Tarantino). Mr. White henter benzin til at hælde ud over den tilfangetagne politimand.
Magnolia (P.T. Anderson): Entre til tv-stationen der skiftesvis følger flere af de karakterer hvis veje krydses.
Shaun of the Dead (Edgar Wright): To forskellige tracking-shots der viser Shauns slentre-tur til købmanden - før og efter zombie-epidemien