Test indlæg april

Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig. Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig. Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig. Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig.

Carpe Diem

Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig.

Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig. Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig.

Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig.

Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig. Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig. Dette er et test indlæg, som er skrevet af mig.

Mine favorit scener: Once Upon a Time in The West

Hvad laver tre mænd som venter på at dræbe...?

Gennemsyret af en subtil fornemmelse for døden - og samtidig som en kedel der er ved at eksplodere.

Åbningsscenen i Once Upon a Time in the West er nærmest provokerende langsommelig og præget af en overlagt kedsommelighed. Tre mænd der venter på at dræbe, bruger ventetiden på små irrelevante projekter: Knækker fingre, samler vanddråber i hatten og har en duel med en flue. Fremragende brug af et minimalisttisk lydspor og nærmest ingen dialog. Desværre tør ikke mange nuværende instruktører påbegynde en film i dette tempo...

R2D2 - en ferm skater?

Så er det tid til en sjov én...
Mange gamle Starwars fans kan sikkert ikke fordrage det nye Clone Wars koncept, men mon ikke denne lille reklame for serien vil hjælpe lidt på såret...

Anmelderne som gik i fælden...

For nogen tid siden overværede jeg Luc Bessons seneste production af "euro-action", Taken, med Liam Neeson i hovedrollen. Det er jo efterhånden en oldschooler der har kunnet erhverves på dvd i lang tid. Men Scanbox har været lidt drøje, for først nu har filmen fået premiere i Danmark.

Jeg anmelder jo selv for Filmnet.dk og kunne godt gennemskue filmen - en noget usympatisk, amoralsk og overfladisk omgang actionsnask der fænger mere med sin aversion end fascination. Målet er at vi skal elske den fordi, vi inderst inde godt ved, at den repræsenterer den nederste kant af lavkultur.

Men så kommer de danske avisanmeldere og ryger direkte i fælden. Drøje hug til Taken, hele vejen rundt i panelet. Hvor ER de dog forudsigelige....! Måske er det et intentionelt marketingsstunt hvor anmelderne repræsenterer de smagsdommere som almenheden ikke er på niveau med - og derfor vælger publikum at se den.

Det jævne biografpublikum vil formentlig elske den og forblændes af dens tempo. FIlmanmelderne vil derimod flytte sig endnu længere væk fra markedet, indtil de er komplet overflødiggjorte. Det bliver efterhånden et kedsommelig "dem-og-os" scenarium.

Efter Taken burde anmeldernes funktion tages op til revurdering hos avisernes kulturredaktioner - hvad skal man egentlig bruge dem til og hvilken markedsrelateret rolle udfylder de..?

Er de så dybt begravet i deres eget finkulturelle erhverv, at de ikke kan se sig ud over egen status? Har anmelderne selv en implicit frygt for, at blive kategoriseret som et mainstream-fænomen? Hvorfor skal de anmelde film som de allerede hader inden de ser dem? Hvad skal markedsindividerne bruge anmeldernes evindelige og forudsigelige kultursnobberi til? Eller lad det bare være en lektion om, at genoptage den demokratiske anmeldelsesform. Film skal ses på filmens præmisser - ikke anmelderens.

Hvis anmelderne virkelig vil forage og være kontroversielle - så skulle de prøve at rose en film som denne. Se dét ville være et overraskelseselement.


Følg med i debatten på Scope.dk

Watchmen The Arcade Game

Oftest er flash-baserede spil til markedsføring af biograffilm komplet ligegyldige. Men her er en undtagelse....

Watchmen spillet har en sjov selvironisk vinkel med 80'er retro arcadegrafik og tydelig pixels. Løst baseret på arcadehittet Final Fight, der nok har slugt et par af undertegnedes ti-kroner.

Prøv Watchmen spillet hér: http://www.minutemenarcade.com/uk/

Mine favorit scener: True Romance

Her er en sekvens som jeg nyder lige meget, hver gang jeg ser den. En dialog-duel mellem to mænd i Tony Scotts True Romance.

Tarantinos gode dialoger og Scotts knytævne-instruktion mødes i en fed kraftfuld scene som er en fryd at tolke. Oplægget er, at faderen (Dennis Hopper) konfronterer mafia-generalen (Christopher Walken). Mafiaen er efter faderens søn og vil have oplysninger om hans tilstedeværelse fra faderen - gerne med "moderat fysisk pres". Så opstår et skakspil mellem mændende. Mafia-manden erklærer at han kan tyde alle løgne, og faderen erkender implicit, at han sidder overfor sin bøddel. - Så han slår ham skakmat... Forulemper mafia-manden på det værste så han får en hurtig død - uden at give dem de informationer som de ude efter.

En elegant lille "mini-historie" som kan ses og nydes for sig selv...

Forglemmelsens definition - Longtakes fra Children of Men

For nogen tid siden skrev jeg en liste om filmhistoriens bedste og mest kendte tracking-shots. (Lange komplicerede scener uden klip). Men forleden gravede jeg i hukommelsen og kom i tanke om to af nyere tids bedste tracking-shots som ikke kan undvære en omtale.

Children of Men (2006) har to scener som er lige så enestående som gådefulde - hvordan dælen kan det lade sig gøre at filme scenerne i ét klip?!

Rygterne lyder at filmens instruktør Alfonso Cuarón har været hemmelighedsfuld omkring scenerne, så produktionsmetoden ikke afsløres. Man kan næsten overveje om der har været trickfoto indblandet i de umiddelbart komplet sømløse sekvenser.

Lad scenerne tale for sig selv (Kunne desværre ikke embedde filmene, da muligheden er fjernet fra YouTube. Men klik bare på links).

Lang scene 1: Bilscenen
http://www.youtube.com/watch?v=vF7d0RJezbs

Lang scene 2: Krigszonen
http://www.youtube.com/watch?v=saGaBJMqQo8